Nyt fra bestyrelsen juni 2010
Nu nærmer sommerferien sig med hastige skridt og bestyrelsen ønsker alle god ferie og håber, at I får nogle gode stunder med familien samt ikke mindst gode golfoplevelser på både vores egen og andre baner.
Bestyrelsen har igangsat en række aktiviteter som gerne skulle gøre vores gode klub endnu bedre.
Hjemmsiden
Som alle kan se er der sket store ændringer og det vil fortsætte i løbet af året så vi til sidst har en flot og informativ hjemmeside.
Hvervning af nye medlemmer
Golfens dag har betydet en del nye medlemmer, både juniorer, seniorer og ynglinge.
Vi indsætter annoncer i en række aviser i området for at tiltrække nye medlemmer samt at gøre god reklame for banen og vores gode faciliteter.
Vi har indgået et samarbejde med Ældresagen så deres medlemmer på gode betingelser kan prøve golfens herligheder af. Vores seniorer har støttet godt op om disse arrangementer. Tak for det.
Banen
Vi er i fuld gang med at søge diverse fonde så vi kan få opsat minimum en hjertestarter på klubbens område, og derved være godt forberedt, hvis tilfældet skulle komme.
De træer som en række medlemmer har været med til at sponsere har det, med få undtagelser, godt og på sigt bliver banen både smukkere og sværere.
Sponsorer
Som nævnt på generalforsamlingen bør vi kunne få endnu mere ud af vores OK sponsorat og for at gøre det nemmere for medlemmer der endnu ikke har tilmeldt deres eksisterende kort, har vi på hjemmesiden indsat et direkte link til OK-Benzin. Her er også mulighed for at bestille et nyt OK kort, hvis man ikke allerede har et.
Herudover kan vi stadig mærke finanskrisen på sponsorsiden så gode ideer og emner modtages med kyshånd.
Det sportslige
På det sportslige kan vi fortælle, at det går faktisk rigtig godt både for vores elitespillere og regionsgolfere. Mindst to regionsgolfhold har allerede kvalificeret sig til ottendedelsfinalen. Resultaterne for vores udvalgte hold kan følges på hjemmesiden løbende.
Vi har afholdt de lovede turneringer og som altid har der været stor tilslutning fra medlemmerne.
Tak for det første halve år af 2010 og rigtig god sommer
Bestyrelsen
| < Forrige | Næste > |
|---|
Senest opdateret (Fredag, 18. juni 2010 04:52)